Det skal være sjovt at blive taget alvorlig.

Altid

til tiden 

uden svig

eller sving

I'll be there

loving you

Same old song...

Der kan ikke overløbes ...

Altid.

... Simulacra ...

Under huden et sted
findes fagter der fænger

uden at fumle
uden at det bliver...
en leg i tag-fat

fagter der animerer og brænder
igennem forfængeligheds tågebesatte slør

bevægelser der bringer livet til det nære

et sted hvor skin får være
hvad skin er

en skrøbelig og forgængelig indpakning
af noget umådelig skørt og skønt

så svært at regne ud.

Som en lemming på vej til skafottet

I lemmedaskende fimset uhyrlighed
Ingen vej udenom eller tilbage

Der sprænges ...

Lemming i regnbuedans
Blodsprængte kødstumper i evigblåt

I nye spor på himlen

Alt er ikke forladt
ej heller fortabt

Tilgivelsen toner igennem

Med et blodsprængt blik
finder fornyelsen sted.

Inspireret af Yes Man soundtracket Munchhausen By Proxy - Uh-Huh

Hvem er du?

Hvem er jeg?

Måske kommer det an på dagen - momentet - lige nu. Måske er det afgørende for hvem der befinder sig på den anden side af hækken. Har han en kølle i hånden eller fumler han med sin græsslåmaskine?

Surprize: Død ved græsslåning! 

En hverdag med det vi kan frygte af hinanden...

Summen af dig og mig - i hvad vi gør i forhold til hinanden.

En fornøjelse og en forbandelse

- uden sidestykke -

Noget jeg ikke ønsker at være foruden.

Engang for længe siden kom jeg til at prutte på dit lår, mens vi lå i ske. Du lå bagerst of course - my love. Du tog det egentlig ganske pænt, som et naturalt kuriosum, og vi har grinet ad det sammen siden. Noget skal jo slippes undervejs, og hvorfor ikke gøre det bramfrit fra måsen?

Alligevel og stadigvæk kan jeg blive fanget af en fornemmelse af - upåpasselig luftighed. Som om jeg har skidt i nælderne, hvilket jeg gudskelov ikke har gjort i denne sammenhæng... eller?

Det er fjollet: Men er jeg en skiderik eller havde jeg bare luft i maven? Tror jeg satser på Imogas - det lyder næsten latinsk bedre... meget bedre end skiderik.

Tror næsten at jeg har fået sagt alt hvad jeg vil sige... Når det er sagt, så ved jeg, at så meget er udeladt, af den ene eller den anden forunderlige gode grund.

Jorden tumler mig i møde, mens himlen strækker sig til horisonten.  Så meget er allerede sket, at jeg fortumlet må møde det næste med en stille bøn på mine læber: Blæs mig omkuld! Brænd mine knogler til ukendelighed og lad mig forsvinde med vinden. 

Der er så meget mere, at jeg knapt nok tør ane det...

Fordi det er så skønt indsvøbt i det dyrebare liv.

Nærved din stemme

I fortrolig distance

Allerede henført

Skælvende i knæsat troskyldighed

Som fortrolig i mængden

I forsøget på at slippe

genkender jeg din cykel

Du siger: Hej!

Springer umådelig hårdt

mens asfalten rammer ansigtet

Et udenoms ærinde er allerede planlagt

vel genkendeligt set både før og siden.

Fumler med ord.

Du smiler skønt

Mens genkendelsen summer i kroppen

Så kommer det sværeste…

Jeg må sige: Hej!

Som det første advarede du mig

mod din manglende uskyld

Ingen af os var uskyldige

Men din glæde var smertefuld

Lidelse virkede som en forløsende eliksir

Du kastede dig lukt i helvede

Hellere blive flået levende

end at godt skulle ske

Du foregreb tabet og mistede dig selv

Gang på gang vendte du tilbage

efter drabelige slag med dig selv

Det førte til brændende lykkelige stunder

hvor jeg måtte kysse din pande

Fragmenterede øjeblikke

hvor jeg fik lov at møde

det skønneste uskyldige væsen

En vidunderlig legende nymfe

der opdagede sine bryster på ny

i vandet ved Bjørnø

Mærk dig mine ord

Du har sat dine spor

I velsignet smertefuld glæde

var du til stede.

Du gamle skrog
tag dig sammen

hiv dig ved næsehårs trængsel
fat dig i korthed og find tonen

lad dig ikke lemlæste af andre
ej heller i afladet forfald

spring ud som en stribe lilla syrener
i en blomstrende gul rapsmark
i det tilkommende forår

JA!

Hvert et øjeblik giver du mig livet
jeg anstrenger mig for at værdsætte det,
men opdager at jeg er et skarn,
en gadedreng der pisser i krogene

Alligevel strømmer du mig i møde
hver eneste dag i sol vind og regn

Træder jeg et skridt tilbage
fornemmes herligheden

Det forudsætter en smule ydmyghed
som slet ikke er moderne

I levende taksigelse at modtage en storslået gave
sandelig...

Måske er først gået op for mig lige nu.

Under himlen som i en snor

lige til fandens klør

mens elendigheden fordamper

i kuldslag

Fortsætter i snorlige spor

krummelurer i bestandige overraskelser

Med varme i kinderne

mødes en ny dag


Altid klar til ildebrand.

Stormende lethed

blæser dig til grunden

Lettelsen melder sig

i sylespids komfort

Et strejftog i livets ekkorum

ender på nåle

Herligheden prikker i huden

hindsides i mærkværdig dybde

Borer sig ind i kødet og fortæller

at alt er mærkelig godt.

Møder det på vej ud...

ubarberet og en smule desorienteret
dumper herligheden ned i mit skød
hvilken gave!

hvorfor er det ikke sket noget før?

Det sker ganske vist
langt oftere end jeg ved af det.

I en fremherskende tendens
til at glemme det indlysende
tages livet for givet

i en såre menneskelig tilbøjelighed. 

Forglem ej livet - endskønt
det tages for givet

modtag i stedet
uden anstrengelse
drømmenes fagter
i feber og kramper

omfavn dem
som det første og det sidste.

Tag vare på dit liv
i værdsættelse og påskønnelse
så længe det varer.

Det er en storslået gave

under alle omstændigheder
overhovedet at være til.

Det var en sær anstrengelse at møde dig

Du var allerede brændt til en vis ukendelighed

Livet havde sat sine spor ...

I forklædte nuancer vrikkede du med hofterne

Du ville tages uden at nogen kom for tæt på

Vi udmanøvrerede hinanden

for tænk hvis vi strakte og nåede

så hellere vride sig

Vi blev så voksne mens vi talte

imens forsømte vi forbindelsen

på hver vores særlige måde.

Mon ikke vi kan give hinanden tilbage

det som blev udeladt ...

Og lade det blive til en anden god gang.

Hun kan vindes, fordi hun ikke rigtig har nogen ide om hvad hun vil. Hun lader sig vinde, fordi hun tøver med sig selv. Hvad er det egentlig der bringer hende derhen ... er hun kommet på afveje? Hun lader sig indtage indtil næste bevægelse.

Heartbreaker soulshaker... lyder det raslende nært. Hun vejrer naturligt som et siv i vinden, som en barnlig sjæl leger hun med ilden. Allerede brændt adskillelige gange i ubesindig leg, i en stræben efter en lykke der ikke ænser nuancerne, endskønt hun aner at de findes.

Hun lader sig indtage af den ene efter den anden, der forsøger at bestige hende, men det er som om de aldrig når målet.

Mest af alt er det dem der pisser på hende, der gør et vist indtryk og en indflydelse gældende. Hun leger med dem og mens de vader på hende mærker hun momentvis sig selv i smerten. 

Jeg ved det

Jeg giver ikke op...

Bare du ikke giver op!

I forhold til mig

... som hun kunne sige det ...

da vidste jeg allerede

fatalt fortumlet

at jeg skulle slippe hende

netop ...

Dér

det var åbenbart min opgave

at slippe...

Valerie!

Så meget brænder sig fast

imens dagene er talte

så meget godt 

og så meget i al forvirring.

Lad os mødes 

med eller uden tørklæde 

og se hvad der sker.

Det kunne jo være

det var til det bedste

Tænk om vi kunne omfavne hinanden

med eller uden tro, bummelum og platheder...

Tænk hvis det er så enkelt

om vi tør...

Der er noget her ... som jeg ikke kan lade være ...

Martin Sexton - Hey Joe

Når jeg ikke skal

Så kan jeg

Når jeg skal

Så kan jeg ikke

Så for at kunne,

især –

når jeg skal

Så forsøger jeg

at bilde mig selv ind

at det jeg skal,

det skal jeg ikke

Så går det meget bedre

Med det jeg skal

Så for at skulle kunne

lader jeg det være

… som jeg skal.

Måske allerede en smule fortabt

I skønhedens gådefuldhed...

Måske allerede henført

til et punkt hvor livet synes at tage fat

igen…

Måske allerede

på vej

henført…

Fremover i tumlende tomult

Over marker og strand

Uden landkending…

Det er som om jeg ikke kan andet

Resten er formaliteter

der i bedste fald bringer dig nærmere

Altid allerede

Et blik

Et skridt nærmere

Krum og alligevel strakt

blomstrende

til blods

eller

hovedkulds...

Jeg er kun en mand

levende

mærket

forkølet

og glad

Sådan er jeg

egentlig ganske ligetil

uden forhindringer eller flæbende tomhed

glad og snottet

med et gevaldigt smil på læben

Han ville så gerne

Hun ville ikke så gerne

Hun ville så gerne

Han ville ikke så gerne

Sammen begyndte de alligevel

at knappe livet op

Nogle gange skramlede de uforskammet med stolene

Andre gange faldt drømmene

så tungt til jorden

at de måtte grave for at finde dem igen

Drømmer om en dag

hvor vi må elske

Uden at give køb på hinanden

en dag hvor omfavnelsen finder sin fulde udbredelse

En dag hvor himlen bøjer sig - mod jorden

for at sige:

Hvor er det dejligt!

Tænk at ville hinanden

det bedste

- og sætte hinanden fri

Skønt…

Det virkede ikke som om
at hun nød det

Snarere var det som om
at hun modtog en straf for sit køn

Det var hende imod
at hun havde en kusse

Hun åbnede sig ikke
men lod sig penetrere

I en larmende tomhed
i det at være uden
- og at være ved det.

Med blodet bankende i tindingerne
trak sig han sig ud…

Der findes dem som antager at mennesket er et dyr. Ganske vist et kompliceret et af slagsen, men at vi ligger tæt på et maskineri, det hersker der ikke den store tvivl om. Det er dog så kompliceret, at det vil tage sin tid at kortlægge processerne, i det som gør et menneske til et menneske, men til syvende og sidst er det blot et spørgsmål om beskrivelse og beregning i tid.

Nuvel, vi er nået ganske langt. Tilbage er vel at finde en kur mod kærlighed og lidelse... for slet ikke at forglemme galskab, fedme og homoseksualitet. Mon ikke det før eller siden involverer en eller anden form for aktiv dødshjælp? Er det overhovedet nok eller findes der skrappere midler?

Der findes udmærkede mennesker - eksempler af racen - der indtil videre falder uden for beregning. Hvad skal vi stille op med dem?

Bananas or to be a nut-case?

Mit hoved er fuld af spørgsmål. Det må simpelthen være fordi maskineriet er løbet tør for bananer.

Med en vis tøven er der håb endnu - for mennesket i dig og mig.