Snedul flytter til http://snedul.blogspot.com/
Da Smartlog er på retur teknisk og vedligeholdelsesmæssigt, har jeg omsider fået sat gang i en overflytning.
Alle indlæg er også overflyttet, men det er indtil videre ikke lykkedes mig at flytte datoer mv. med.
Du var på besøg i nat
I mørket tonede stjernerne frem
funklende tegnede de en hel galakse på himlen
Jeg plukkede stjerner igen
- og du bandt en buket
Vi fumlede os frem
mærkede hinanden på formerne
... fandt ...
at kærtegn ikke er forgæves ...
Ved at du findes
for jeg har kysset din pande
i nat
I en uendelig mørk nat
trak du spor hen over himlen
stjernedrys faldt på min vej
Det er ved at være tiden
at være ved
at kærligheden findes
hist og her
i nat
på en mørk himmel.
Ovnbagte sandheder
Alt det med at tro
så meget
at vi tror at forstå
hvad det drejer sig om
næppe
lurendrejet
i trods
uden vejvisning
i klyt og kummer
skadefro klamrende
op
ad bakke
Puha det var godt nok syrligt
uden filter :-)
i pomfitter
og flødeforladt.
Neonbrummende lys
uden fatning
breder sig forgængeligt
strålende
overlagt
i brud
mod murene
til skyggerne overtager
i et sidste
PLING!
Altid
til tiden
uden svig
eller sving
I'll be there
loving you
Same old song...
Der kan ikke overløbes ...
Altid.
... Simulacra ... 
Under huden et sted
findes fagter der fænger
uden at fumle
uden at det bliver...
en leg i tag-fat
fagter der animerer og brænder
igennem forfængeligheds tågebesatte slør
bevægelser der bringer livet til det nære
et sted hvor skin får være
hvad skin er
en skrøbelig og forgængelig indpakning
af noget umådelig skørt og skønt
så svært at regne ud.
Som en lemming på vej til skafottet
I lemmedaskende fimset uhyrlighed
Ingen vej udenom eller tilbage
Der sprænges ...
Lemming i regnbuedans
Blodsprængte kødstumper i evigblåt
I nye spor på himlen
Alt er ikke forladt
ej heller fortabt
Tilgivelsen toner igennem
Med et blodsprængt blik
finder fornyelsen sted.
Inspireret af Yes Man soundtracket Munchhausen By Proxy - Uh-Huh
Hvem er du?
Hvem er jeg?
Måske kommer det an på dagen - momentet - lige nu. Måske er det afgørende for hvem der befinder sig på den anden side af hækken. Har han en kølle i hånden eller fumler han med sin græsslåmaskine?
Surprize: Død ved græsslåning!
En hverdag med det vi kan frygte af hinanden...
Summen af dig og mig - i hvad vi gør i forhold til hinanden.
En fornøjelse og en forbandelse
- uden sidestykke -
Noget jeg ikke ønsker at være foruden.
Engang for længe siden kom jeg til at prutte på dit lår, mens vi lå i ske. Du lå bagerst of course - my love. Du tog det egentlig ganske pænt, som et naturalt kuriosum, og vi har grinet ad det sammen siden. Noget skal jo slippes undervejs, og hvorfor ikke gøre det bramfrit fra måsen?
Alligevel og stadigvæk kan jeg blive fanget af en fornemmelse af - upåpasselig luftighed. Som om jeg har skidt i nælderne, hvilket jeg gudskelov ikke har gjort i denne sammenhæng... eller?
Det er fjollet: Men er jeg en skiderik eller havde jeg bare luft i maven? Tror jeg satser på Imogas - det lyder næsten latinsk bedre... meget bedre end skiderik.
Tror næsten at jeg har fået sagt alt hvad jeg vil sige... Når det er sagt, så ved jeg, at så meget er udeladt, af den ene eller den anden forunderlige gode grund.
Jorden tumler mig i møde, mens himlen strækker sig til horisonten. Så meget er allerede sket, at jeg fortumlet må møde det næste med en stille bøn på mine læber: Blæs mig omkuld! Brænd mine knogler til ukendelighed og lad mig forsvinde med vinden.
Der er så meget mere, at jeg knapt nok tør ane det...
Fordi det er så skønt indsvøbt i det dyrebare liv.
Nærved din stemme
I fortrolig distance
Allerede henført
Skælvende i knæsat troskyldighed
Som fortrolig i mængden
I forsøget på at slippe
genkender jeg din cykel
Du siger: Hej!
Springer umådelig hårdt
mens asfalten rammer ansigtet
Et udenoms ærinde er allerede planlagt
vel genkendeligt set både før og siden.
Fumler med ord.
Du smiler skønt
Mens genkendelsen summer i kroppen
Så kommer det sværeste…
Jeg må sige: Hej!
Som det første advarede du mig
mod din manglende uskyld
Ingen af os var uskyldige
Men din glæde var smertefuld
Lidelse virkede som en forløsende eliksir
Du kastede dig lukt i helvede
Hellere blive flået levende
end at godt skulle ske
Du foregreb tabet og mistede dig selv
Gang på gang vendte du tilbage
efter drabelige slag med dig selv
Det førte til brændende lykkelige stunder
hvor jeg måtte kysse din pande
Fragmenterede øjeblikke
hvor jeg fik lov at møde
det skønneste uskyldige væsen
En vidunderlig legende nymfe
der opdagede sine bryster på ny
i vandet ved Bjørnø
Mærk dig mine ord
Du har sat dine spor
I velsignet smertefuld glæde
var du til stede.
Du gamle skrog
tag dig sammen
hiv dig ved næsehårs trængsel
fat dig i korthed og find tonen
lad dig ikke lemlæste af andre
ej heller i afladet forfald
spring ud som en stribe lilla syrener
i en blomstrende gul rapsmark
i det tilkommende forår
JA!
Hvert et øjeblik giver du mig livet
jeg anstrenger mig for at værdsætte det,
men opdager at jeg er et skarn,
en gadedreng der pisser i krogene
Alligevel strømmer du mig i møde
hver eneste dag i sol vind og regn
Træder jeg et skridt tilbage
fornemmes herligheden
Det forudsætter en smule ydmyghed
som slet ikke er moderne
I levende taksigelse at modtage en storslået gave
sandelig...
Måske er først gået op for mig lige nu.
Under himlen som i en snor
lige til fandens klør
mens elendigheden fordamper
i kuldslag
Fortsætter i snorlige spor
krummelurer i bestandige overraskelser
Med varme i kinderne
mødes en ny dag
Altid klar til ildebrand.
Stormende lethed
blæser dig til grunden
Lettelsen melder sig
i sylespids komfort
Et strejftog i livets ekkorum
ender på nåle
Herligheden prikker i huden
hindsides i mærkværdig dybde
Borer sig ind i kødet og fortæller
at alt er mærkelig godt.
Møder det på vej ud...
ubarberet og en smule desorienteret
dumper herligheden ned i mit skød
hvilken gave!
hvorfor er det ikke sket noget før?
Det sker ganske vist
langt oftere end jeg ved af det.
I en fremherskende tendens
til at glemme det indlysende
tages livet for givet
i en såre menneskelig tilbøjelighed.
Forglem ej livet - endskønt
det tages for givet
modtag i stedet
uden anstrengelse
drømmenes fagter
i feber og kramper
omfavn dem
som det første og det sidste.
Tag vare på dit liv
i værdsættelse og påskønnelse
så længe det varer.
Det er en storslået gave
under alle omstændigheder
overhovedet at være til.
Det var en sær anstrengelse at møde dig
Du var allerede brændt til en vis ukendelighed
Livet havde sat sine spor ...
I forklædte nuancer vrikkede du med hofterne
Du ville tages uden at nogen kom for tæt på
Vi udmanøvrerede hinanden
for tænk hvis vi strakte og nåede
så hellere vride sig
Vi blev så voksne mens vi talte
imens forsømte vi forbindelsen
på hver vores særlige måde.
Mon ikke vi kan give hinanden tilbage
det som blev udeladt ...
Og lade det blive til en anden god gang.
Hun kan vindes, fordi hun ikke rigtig har nogen ide om hvad hun vil. Hun lader sig vinde, fordi hun tøver med sig selv. Hvad er det egentlig der bringer hende derhen ... er hun kommet på afveje? Hun lader sig indtage indtil næste bevægelse.
Heartbreaker soulshaker... lyder det raslende nært. Hun vejrer naturligt som et siv i vinden, som en barnlig sjæl leger hun med ilden. Allerede brændt adskillelige gange i ubesindig leg, i en stræben efter en lykke der ikke ænser nuancerne, endskønt hun aner at de findes.
Hun lader sig indtage af den ene efter den anden, der forsøger at bestige hende, men det er som om de aldrig når målet.
Mest af alt er det dem der pisser på hende, der gør et vist indtryk og en indflydelse gældende. Hun leger med dem og mens de vader på hende mærker hun momentvis sig selv i smerten.
Jeg ved det
Jeg giver ikke op...
Bare du ikke giver op!
I forhold til mig
... som hun kunne sige det ...
da vidste jeg allerede
fatalt fortumlet
at jeg skulle slippe hende
netop ...
Dér
det var åbenbart min opgave
at slippe...
Valerie!
Så meget brænder sig fast
imens dagene er talte
så meget godt
og så meget i al forvirring.
Lad os mødes
med eller uden tørklæde
og se hvad der sker.
Det kunne jo være
det var til det bedste
Tænk om vi kunne omfavne hinanden
med eller uden tro, bummelum og platheder...
Tænk hvis det er så enkelt
om vi tør...
Der er noget her ... som jeg ikke kan lade være ...
Martin Sexton - Hey Joe
Når jeg ikke skal
Så kan jeg
Når jeg skal
Så kan jeg ikke
Så for at kunne,
især –
når jeg skal
Så forsøger jeg
at bilde mig selv ind
at det jeg skal,
det skal jeg ikke
Så går det meget bedre
Med det jeg skal
Så for at skulle kunne
lader jeg det være
… som jeg skal.
